Rapport fra de indre landskaber

”I BEGYNDELSEN var alting levende. Selv de mindste genstande var udstyret med et hjerte, der slog, og selv skyerne havde navne. Sakse kunne gå, telefoner og tepotter var fætre og kusiner, øjne og briller var brødre. Urskiven var et menneskeansigt, hver en ært i skålen havde sin egen personlighed, og kølergitteret på dine forældres bil var en grinende mund med mange tænder. Kuglepenne var luftskibe. Mønter var flyvende tallerkener. Træernes grene var arme. Sten kunne tænke, og Gud var overalt … Hvem var du, lille mand? Hvordan blev du en person, der kunne tænke, og når du tænkte, hvor førte dine tanker dig så hen? Grav de gamle historier frem, led efter hvad du kan finde og hold så stumperne op mod lyset og se grundigt på dem. Gør det. Prøv at gøre det.” 


Bogen Vinternoter handlede om Paul Austers fysiske omgivelser livet igennem, hans legemlige selv og de ting, dette selv har været udsat for og har oplevet, herunder de slag og fornøjelser kroppen har gennemlevet. Nu følger Auster op på vinternoterne med en bog, der beskæftiger sig med de mentale aspekter af selvet, de psykiske forhold i barndommen og ungdommen, der har formet forfatteren og gjort ham til den han er i dag. Auster går ganske konkret til værks når det gælder om at finde svarene på de helt universelle og alment menneskelige spørgsmål: Hvem er jeg? Og hvorfor?