Huset uden ende

Ovenpå gennembrudsromanen Lone Star begiver Mathilde Walter Clark sig med essaysamlingen Huset uden ende ind på såvel kendt som ukendt territorium med sin karakteristisk klarøjede grundtone. I titelessayet vender hun tilbage til det mord, som fandt sted i familiens hus i St. Louis, og bliver ført på en lang, mørk, ambivalent rejse ind den amerikanske seriemorder-industri. 


Hun prøver at forstå det sted, hun kommer fra, reflekterer over det at høre til — og mangel på samme. Hun rejser rundt med sin notesbog i indre og ydre verdener, i Indien, i Texas og i forestillingerne om det lykkeligste folk i verden. Hun skriver om køn — om at se og om at blive set på, om perspektiv og blindhed. Om at miste og prøve at finde sproget. Hun læser Blixen og Pontoppidan og plages af Kierkegaards spøgelse. 


Det personlige materiale blander sig med kulturkritikken og litteraturen. Teksterne i Huset uden ende er skåret ud af det levede liv.