Mig uden dig

I bogen ’Mig uden dig’ følger vi to personer, en der lever livet til fulde og sætter pris på hver dag, og en anden der sidder lidt fast et sted mellem sine drømme og rent faktisk at udleve dem. Vi følger Callum og Lilah, der er så godt som hinandens modsætninger, men hurtigt bliver man tryllebundet af historien, karakterne og deres forhold til hinanden.
Jeg vil for så vidt muligt forsøge at undgå at spoile noget om denne bog, da den simpelthen skal have lov til at overraske læseren. Historien er utrolig velskrevet og karakterne kan man, som læser, næsten kun holde af. Vi følger skiftevis Callum og Lilahs tanker, og den usikkerhed på hinanden og de blomstrende følelser, der udvikler sig undervejs, var en fornøjelse at læse om. De er vitterligt hinandens modsætninger, hvor den ene fortrækker at rende rundt i byens gader i bar tæer, mens den anden går meget op i sit udseende og besøger frisøren hver uge, men overraskende nok er det forbløffende så godt de komplementerer hinanden.
Bogen har nogle vigtige pointer, der efterlader læseren reflekterende over, hvor smukt livet kan være, men også sårbart. Tid er sådan en sjov størrelse, hvilket bogen også illustrerer i forhold til, at man kan blive overrasket over, at tid også kan være mere begrænset end, hvad man lige går og tror. Efter at have vendt den sidste side, var jeg som læser efterladt med en ny energi, hvilket bogen skal have stor ros for at kunne gøre. Er man til bogen Mig før dig, vil jeg klart anbefale denne kærlighedshistorie, som er en historie jeg sent vil glemme.
Jeg giver den 5 ud af 5 stjerner – (hint: Læs den!)

Hvad der egentlig er en rigtig god historie, bliver desværre ødelagt af et uinspirerende sprog, kliché karakterer og en urealistisk handling.
Mig uden dig er historien om Callum og Saoirse (Lilah), der tilfældigt møder hinanden på færgen mellem fastlandet og den ø, de begge bor på udenfor Sydneys kyst. De bliver hurtigt forelsket og vi hører om deres historie, som desværre ender på en måde, som ingen ønsker for noget forelsket kærestepar.
Jeg kan egentlig rigtig godt lide historien, som bliver fortalt i denne bog. Det er en historie, man kan nyde at læse (også selvom den er sørgelig langt hen af vejen), og det er en historie alle kan have et eller andet forhold til. Dette er langt hen af vejen også, hvad man kan forvente af denne slags bøger – dem som (efter min mening) er skrevet for underholdningens skyld.
Dog synes jeg desværre, at den gode historie hurtigt bliver overdøvet af et meget uinspirerende sprog, irriterende karaterer og urealistiske hændelser. Før jeg overhovedet nåede at nyde historien, blev jeg ret hurtigt irriteret over det elendige sprog, som denne bog desværre tilbyder. Jeg synes beskrivelserne var flade og kliché – før Rimmer skriver det, ved jeg hvad der skal ske. Det bliver simpelthen for kedeligt!
Det irriterede mig, hvorfor Lilah ikke ville tage sko på og at det fyldte så meget i bogen, idet der ikke rigtig var nogen videre grund til at hun undlod dem. Det virker simpelthen for uoriginalt og er for mig en rigtig dårlig måde at give en karakter dybde på. Eller at hun absolut skulle være veganer – det gav ingenting for historien, at hun skulle være netop denne type. Hun kunne ligeså have været kødspisende og det ville ikke have ændret noget som helst!
Jeg havde det på samme måde med Callum. Han virker meget karikeret i den måde han bliver beskrevet på – og urealistisk! Jeg tror simpelthen ikke at hans type findes i virkeligheden. Hvis man absolut skal beskrive denne type som Callum er, så skal man i hvert fald også gøre det overbevisende, og det formår Rimmer simpelthen ikke. Alt i alt, så virkede alle karaktererne som typer og ikke som virkelige personer. Og der står jeg af!
Jeg har læst flere andre anmeldelser af bogen og kan egentlig godt forstå, hvorfor den modtager så meget ros, men for mig er historien simpelthen ikke nok! Jeg har brug for at sproget og karaktererne følger med, ellers bliver jeg ret hurtigt bare irriteret.
Bogen beskriver en rigtig god fortælling om kærlighed og sorg – og hvis det er nok, så er den helt fantastisk og sikkert også derfor mange har nydt historien. Men, hvis du som mig, har brug for et godt og velformuleret sprog, inspirerende karakterer, og originale og realistiske hændelser, så er det bedre at springe denne over og lede efter den næste læseoplevelse.
Jeg kan ikke give bogen mere end to stjerner, idet jeg gennem hele læsningen mere blev irriteret end jeg nød at læse den. Jeg sidder tilbage med en lidt ærgerlig følelse over en historie, der i det mindste, hen imod slutningen, fik en lille tåre frem i min øjenkrog.