Der var engang en familie

”Jeg har altid fundet det dybt uretfærdigt, for ikke at sige krænkende, at jeg skal dø. Jeg kan huske hvad sygeplejersken sagde om min mor da hun lå for døden: ”Hun vil ikke give slip.” Det tror da fanden. Giv lige slip på livet, du. Det kan man sgu da ikke. Jeg hager mig fast til det sidste lille klippefremspring, borer neglene ind i den hårde sten. Jeg ser mig over skulderen, der er godt nok langt ned, og jeg har højdeskræk, men jeg bliver hængende indtil mine lemmer tørrer ind og rasler i vinden som visne blade og folk langt, langt nede på jorden løfter hovedet og siger: ”Hvad er det der hænger deroppe?” ”Det er Morten Sabroe, han ville ikke give slip, han hænger deroppe til evig tid som et minde over livets skønhed.”


Er der noget Morten Sabroe frygter mere end døden er det at ende sine dage på et plejehjem som hans far og storebror, der begge sad indespærret i årevis, som groteske figurer klippet ud af Djævlens scrapbog. I denne dødsforagtende, hjertevarme og eftertænksomme roman ser han tilbage på sit eget og storebrorens vilde, fabulerende ridt fra de forkælede ungdomsårs eskapader til dengang, deres veje skiltes for bestandig.