Love@ease

Fra: Peter Jansen <peterj@mee.com>

Emne:  tak

Dato: 17. feb. 2012.07.47 CET

Til: Louise Lundsted <LouiseL@mee2.com>


Kæreste du

Jeg fik ikke rigtigt sagt tak til dig efter gruppen hos Dee-Dee. Det var en go oplevelse at spise frokost sammen med dig, og det føltes frit og åbent at tale med dig. Jeg har tænkt at så måtte jeg huske at fortælle dig det næste gang vi mødes på kursus, og bliver pludselig klar over at vi måske aldrig ses igen. Erkendelsen gør mig stille, og forvirret, for hvad så? 

En email ejer ikke samme nærhed og intensitet som kontakt øje i øje, men det er det eneste der er muligt for mig, lige nu. Så fra hjertet tak du, og tak for det dejlige kram du gav mig til sidst, det rørte mig som var jeg en syngeskål, og tonen lever stadig i mig.

Fra hjerte til hjerte

Peter  

* * *

Fra: Louise Lundsted <LouiseL@mee2.com>

Emne: Vedr.: tak

Dato: 17. feb. 2012 23.50.58 CET

Til: Peter Jansen <peterj@mee.com>

Kære Peter

Mit hjerte sukker ... aaahhhhh...

Så nu synger vi to med hver vor tone, der bugter sig ud og ind og måske berører andre på vores vej?!?

Der blev født så utroligt meget liv og kerne i mig i weekenden - bl.a. også gennem vores sam-væren under frokost. 

Det var ikke kun maden der var nærende ;o)

Og du skal vide at jeg har været i dit selskab op til flere gange siden weekenden - gennem dine delinger på FB som jeg iøvrigt værdsætter og glædes over, hver gang jeg røres med...

Så - vi følges ad... lidt endnu.... med tilsyneladende fysisk afstand.... men afstanden føles ikke virkelig.

Som du måske kan læse er jeg endnu ikke faldet helt tilbage i ego-isolation. Følelser vælter igennem med en samtidig følelse af væren og centrering.

Fortalte jeg dig at jeg er blevet fritstillet fra mit job i Quixote???

Jeg synger endnu glæden med hver en celle i min krop over den gave det føles som... Og yderligere er den tid der har oplevedes forfærdelig og som een stor afvisning i min ansættelse, nu modnet og den falder tilbage i mig med indsigter som jeg på ingen måde kunne forberede mig på og jeg tager taknemmeligt imod... Hvor er livet dog viist...

Og således også vores frokost samtale. Jeg tror ikke du aner, hvor meget mening og synkronicitet der er i den deling i forhold til mine refleksioner over hvad det er der er de meningsfulde for mig at give til livet - eller give liv til - i mit fremtidige (arbejds)liv. Jeg føler mig ydmyg og taknemmelig på en ganske nærende måde og et lille men dybt følt "tak" løber over mine læber.

Og hm... Tja, jeg mærker det også. Jeg prøver at samtale her med sorte bogstaver på hvidt. Ikke helt det samme, men jeg mærker dog at eftertanken mens jeg skriver, nærværet lige nu, rækker ud - og det er næææsten som om vi taler, næsten. Men kun næsten.

Kærligst

Louise