Svanedal

SVANEDAL - GYSERHISTORIE PÅ DANSK - BREDEVOORT VAN DEN BERG

Dyb i de skyggefulde skove i det tidlige Ny Nederland ligger en glemt hemmelighed begravet – og en gammel ondskab, der nægter at dø. Da en hollandsk koloni ved verdens rand sporløst forsvinder og efterlader sig kun forkullede ruiner og en eneste, ildevarslende mønt, begynder en jagt på sandheden, der snart afslører, at noget langt mørkere end kolonisternes egne synder lurer i vildmarken. Landskabet selv synes at trække vejret, træerne hvisker på et sprog, ingen længere kan tyde, og de døde nægter at blive liggende.

Oplev et sug i maven, når fortiden ikke bare indhenter nutiden – den sluger den. Denne gotiske gyserroman, bygget på omhyggelig historisk research, udvisker grænsen mellem skæbnetungt slægtsdrama og benkold rædsel. Tag med på en rejse, hvor hvert skridt dybere ind i skoven også er et skridt væk fra fornuften, og hvor en ældgammel, uforklarlig erindring i jorden viser sig at være langt stærkere end noget menneskeligt krav.

Lad dig opsluge af denne episke fortælling om skyld, overlevelse og en forbandelse, der har ventet i århundreder. For fans af historisk gys, litterær spænding og den helt særlige uhygge, der opstår, når virkeligheden slår revner, og noget andet kigger ud.

En uforglemmelig fortælling, der blander historisk realisme med det overnaturlige, og som vil sidde i dig længe efter sidste side – som en erindring, der ikke er din egen. 

"I marts måned, da solen første gang for alvor varmede, sang metallet. Det var ikke det levende skær fra guld eller skinnet fra en blankpoleret kedel. Det var det døde, grå skær af bly og tin, støbt til et billede så stort som en jættes skuldre, på en pæl der rakte højere end den modneste majs. På pladen, i højt relief, var Det Vestindiske Kompagnis våben: to stolte skibe, omgivet af slyngede bogstaver og en krone. Et handelsskib og et krigsskib.

For Tamanend, Siconeserhøvdingens ældste søn, var det noget ganske andet. Han havde studeret pælen i en uge. Han havde set middagssolen varme den, set regnen gøre den våd. Med sine skarpe ørneøjne betragtede han kanten af det solide metal, dér hvor det stak ud fra træet.

Han ventede til Hosset og hans mænd var draget mod de sydlige marker med spaderne over skuldrene for at ridse jorden til endnu en sæson af fejlslåede afgrøder. Da fortet lå stille, bortset fra de to vagter ved den store port, nærmede Tamanend sig. Han var ikke hemmelighedsfuld; han gik lige ud, ansigtet udtryksløst. I hånden hvilede hans stridsøkse, hovedet af skarp sten. Han betragtede pladen, betragtede pælen.

Han klemte øksen ind bag metallet, mod træet. Et eneste kraftigt ryk, en stønnen fra søm der gav efter, og hele våbenskjoldet faldt ned i hans arme. Det var tungere end han havde troet. Han bar køligheden, civilisationens vægt, i sine arme. Så vendte han sig og gik, med pladen trykket mod brystet, bort fra pælen, bort fra fortet, i retning af de tætte krat hvor hans folk ventede.

Da flængede hans skrig himlen.

Hosset blev kaldt tilbage, hans ansigt et spejl af vantro, der forvandlede sig til kogende raseri. Han stod foran den nøgne pæl, hænderne hang slapt ned langs siden.

Næste morgen bevægede der sig noget ved skovbrynet. Siconeserhøvdingen, Tamanends onkel, trådte frem, hans ansigt som et arret landskab, strengt og alvorsfuldt. Bag ham stod to krigere. Og foran dem, på den kolde jord, havde de lagt noget.

Det var ikke metalpladen, men Tamanends afhuggede hoved. Øjnene halvt åbne, munden stum for evigt. Snittet ved halsen var skarpt og rent. Der var kun lidt blod. Det var et offer. En tilståelse."